Når børnene kommer i puberteten sker der en masse i deres hoveder og med deres kroppe, som kan være svært for både dem og forældrene at forholde sig til. For pludselig er de så meget anderledes end de altid har været. De gider ikke rigtig noget, og hvis de så endelig gider det, er det så ofte slet ikke det, forældrene vil eller har tænkt på. Når man når til det punkt i et barns liv, er der to veje man kan gå. Den ene er at gøre som man altid har gjort, den anden er at gøre noget nyt og anderledes. Gør man det, man plejer, er der en stor fare for at man kan miste noget af kontakten med sit barn, og som kan gøre det svært på et senere tidspunkt at få genoprettet. En stækket relation kan være svær at genetablere. Er man sig det derimod bevidst og gerne vil gøre noget nyt, er der en reel chance for at komme styrket ud ”på den anden side” af teenageårene, både som ”barn” og forældre.
Hold ved, ikke om
Det handler om at ændre position overfor sit barn. Hvor det i de første mange år har handlet om at holde om sit barn, at passe på, at beskytte for derved at føre det godt og sikkert igennem de første mange års udfordringer i vuggestuen, børnehaven, skolen, SFO´en, klubben m.m. handler det i teenageårene om at holde ved sit barn, at være tæt, at lytte, at anerkende, at støtte, at hjælpe dem sikkert videre. Man skal altså ikke længere føre, men i stedet følges ad og tale sammen undervejs på rejsen gennem de svære teenageår. Dialogen er her det absolut vigtigste redskab. Bevarer man dialogen, kommer man langt, og så kan det endog ende med at både teenager og forældre kommer styrket gennem de vanskelige år, og er næsten lige så tætte som inden.
Det aktive valg
Når man som forældre pludselig opdager at ens barn er blevet teenager med alt hvad der følger med, er det der, man træffer et aktivt valg. Hvilken vej vælger I?